Kære læsere.

I har læst en novelle af ti unge forfattere fra 8.klasse.
De har hver især bidraget på fantastisk vis til denne spændende historie.
De har vist samarbejde, kreativitet, evner og ikke mindst at de har noget på hjertet.
Jeg tror ikke at det er det sidste I læser af disse ti unge forfattere.
Jeg vil sige mange tak til Kira, Caja, Cecilie, Laura, Maja, Frederik, Oda, Benjamin, Sarah og Nathja, for at kunne følge jeres historie.
En glædelig jul og et rigtig festligt nytår
Kh.
Naja

Endelig blev det jul..

Mine damer og herrer, så kom vi til slutningen. 
Det gode sejrede.. eller gjorde det? Det vil stå hen i det uvisse.
Alle kom ud af hulen, nye venskaber blev knyttet, overraskende personligheder blev afsløret.
Ringen blev styrket i deres sammenhold, troskab og mod.
Men hvad med Oda, er hun nu tilbage igen som en normal teenager? 
Bliver Nathja alene igen, eller holder de nye venskaber? 
Vil Sarah fortsat have evnen til at læse fremtiden? 
Vil Frederik kommer til at holde af julen og dens budskab? 
Vil Laura, Caja, Kiara og Cecilie være mærket af deres oplevelser og se verden i et nyt lys? 
Vil Benjamin fortsat bruge sit mod og sin målrettethed til at hjælpe andre?
Vil Maja fortsat finde styrke til at kæmpe for det gode?
Alle kom hjem til jul, den trygge og gode jul. Julens budskab om det gode, om fred og kærlighed har for altid fået en ny betydning for dem alle ti.
Hvad der end sker i deres liv fremover, vil de alle være knyttet til hinanden i et usynligt bånd.
Men når man først har været i kontakt med det ukendte i verden, så er man for altid bundet til dette...

Vi var kommet ud alle sammen.. YES man!! Nå, men Benjamin havde det som om der var noget der var lige bag os, jeg havde det på samme måde. Jeg vendte mig med et split og og så en sort skygge som holdte øje med os bag et træ, skyggen fik et chok da den fandt ud af, at jeg havde set den. Jeg løb hen bag træet og Odas krop lå dernede.. Nu fandt jeg ud af at skyggen skulle bruge en krop for at kunne tale, gå osv. Det var som en sjæl! Jeg løb med min lille overtykke krop hen til de andre og sagde det selvfølgelig til dem. De løb sammen med mig hen til Odas krop... Efter 10-12 minutter fik vi vækket Oda, hostende var hendes krop på plads igen, så god som ny. Hun kunne ikke huske noget som helst, det er jo klart når skyggen havde overtaget hendes krop. Vi fortalte hende det så og hun spurgte så "så det vil sige, at hele december har der været en ondskab i mig?" "Åbenbart" sagde Caja "men hvad med mine syn?" spurgte Sarah "det var jo skyggen inde i Oda der gav dig dem" svarede jeg. Men nok om det, skyggen var jo ikke fanget! Vi gik i nogle små grupper, jeg var sammen med Sarah og Frederik, vi havde ikke fundet et eneste spor af skyggen, så vi gik bare tilbage til sommerhuset, der var selvfølgelig ikke nogen hjemme da de alle var ude og lede indtil vi hørte nogle uden for. "Hey, Hey kom lige! I skal lige se det her."

Fri

Vi var ligge kommet fri fra hullen. Jeg var glad for at komme ud til den fræske luft. Jeg kiggede mig omkring i skoven der var tætte træer over alt og når det var så mørkt var der en står chance for at en af os vil løbe ind i et træ og selfølgelig er det mig som altid. Jeg kiggede lidt rundt på min gruppe i håb for at en af den havde en idé om hvad vi skulle nu. Der var en pinlig stilhed i gruppen der blev afbrudt af noget bag os, jeg kunne høre nogen gå rundt og holde øje med os "har i det også som der er nogen ?" spurgte jeg "hvad mener du benja ?" sagde Frederik " jeg har det som om det er en der holder øje med os og følger efter os" gruppen kiggede på mig som om jeg havde røget svampe "tror du er blevet skør efter at havde siddet der nede Benjamin jeg kan altså ikke høre eller se nogen her udover os" men jeg kunne mærke det der var noget bag os!

Skyggen skal fanges!

Jorden rumlede under os. Jeg vidste at vi alle var bange. Jeg kiggede rundt på de andre som lignede vrede ildmyrer på den måde de løb rundt og ledte efter en udgang. Jeg havde det virkelig nederen. Hvorfor skulle jeg også lige finde et spor som fik mig til at løbe ud til de andre i skoven og blive fanget med de andre. Dumme mig... "Hvad laver du?" udbrød Sarah og kiggede på mig med et stresset blik. "Hvordan kan du bare sidde der på jorden og glo på os der tæsker rundt og prøver at finde en udgang?!" Hun så mig noget vred ud. Jeg rejste mig op, og begyndte at gå rundt. Jeg hvisdte ikke hvad jeg ellers skulle gøre. Der gik omkring 5 minutter, eller måske 10 eller 20 jeg anede det ikke. Det var som om at tiden ikke fandtes herinde. Der gik i hvert fald et stykke tid. Der var ikke sket noget. Men der skete det. Pludselig trådte jeg på noget. En slags sten. Den var formet som en dråbe men sort som natten. Jeg tog den op. Den var koldere en sneen. Den var koldere en noget andet jeg havde følt før. Benjamin og Nathja kom hen til mig. "Cool!" udstøtte Benjamin. "Sådan en har jeg aldrig set før!" sagde Nathja fascineret. Hun tog en billed af den. "Jesus hun er mærkelig." tænkte jeg. Men få sekunder efter gik det op for mig at stenen ikke havde nogen skygge. "Vent Nathja kan man sætte blitzen til i flere sekunder?" Nathja så forvirret på mig. "Ja men hvorfor?" "Gør det nu bare." Nathja gjorde som jeg sagde. Jeg havde ret. Vi lyste på den sorte sten og den havde ingen skygge. "Vent lige lidt!" udbrød Benjamin. "Lige som jeg som jeg tænkte." Vi løb efter Benja som var løbet hen til den store sten som Cecilie sad på før. Der var slået et stykke af stenen. Det passede perfekt ned i. Lige efter det lød der et kæmpe brag! Stene lyste klart op og blev glohed. Ringen blev og opløst og vi var fri. "Hvad fanden venter i på?!" råbte jeg højt. "Vi skal sku da efter Oda!"

Bliver det jul i det ukendte

Tænk at det var Oda, hende som bare holdt sig tilbage og virkede svag, det var hende, hende der havde det ukendte på hendes side. Jeg kunne næsten ikke tro det. Men hvis hun havde det ukendte bag sig, hvad skulle hun så med os, og ville hun gøre os noget. Jeg var meget forvirret, men jeg vidste med sikkerhed at det her sted hvor vi befandt os var der ikke noget godt over, vi måtte ud, det ukendte og Oda havde hemmelige kræfter, og dem vil jeg ikke op i mod. Jeg så udvejen med mit syn, og kunne mærke det skulle gå hurtigt ellers ville Oda nå tilbage, og det ukendtes kræfter ville slå til. Men hvor var Oda, ville hun hente det ukendte? "Nej Sarah stop nu, lad være med at tænke på det, tænk på dit syn og at vi bare skal ud og det er NU" sagde Nathja hårdt. Jeg var blevet rimelig gode veninder med Nathja, og havde set nogle nye sider af hende-gode sider. Men jeg fandt hullet, det var smalt, og mørkt, men den eneste udvej. vi begyndte at kravle ud en efter en. Håber vi kan nå hjem inden i aften, for der er det jo juleaften.

Alle vendte hovederne mod Sarah. Både bange, men også MEGET nysgerrige. Havde hun mon fundet en hemmelighed udvej herfra? Vi spænede alle over mod hende, som sindssyge! Denne her verden gav virkelig en kuller - og altså ikke på den gode måde! Nå, men Sarag stod hende ved en stor sten. "Og hvad skal den så hjælpe?!?", spurgte jeg surt. "Slap nu lidt af Cecilie, og lad os se hvad det er hun har fundet!", skyndte Caja sig at sige. Jeg kiggede ondt på hende, men orkede ikke at svare hende igen. "Prøv at hører her!", sagde Sarah. Hun bankede på stenen, og den lød helt hul som om det var en hule bag den - eller en udgang! "Vi må løfte den!", lød det fra Laura. Vi hjalp allesammen til, men den var bare SÅ tung!! Efter flere forsøg, blev vi nød til at give op.. Vi løb alle tør for idéer.. Jeg satte mig tungt ned med et suk. Og i det, min røv ramte jorden, lyste stenen op. Jeg blev så forskrækket, at jeg skreg op og væltede bagover. "Hvad fanden var det?", råbte frederik. Stenen lyste ikke mere. "Cecilie, prøv at sætte dig, der igen!" Jeg gjorde, som jeg fik besked på, og stenen lyste op igen! Vi kiggede alle forundrende på hinanden. Vi bange og havde stor respekt for denne skov, for hvem ved hvad der kan ske? "Prøv at løfte den!", sagde jeg mens jeg blev siddende for ikke at ødelægge noget. Holdet gik hen, tog med faste greb om stenen og løftede!! De sagde ingenting rørte sig ikke, stod bare der helt blege med åbne munde. "Hvad er det?!?", sagde jeg MEGET nysgerrig nu. "Jeg, jeg, jeg, tror, tror, tror det er......", svarede Nathja med frygt i stemmen.